Fra Jørgen til Jørn

Fra Jejsing kørte vi i går til Esbjerg, hvor vi overnattede hos Hans’ storebror Jørgen.

Undervejs gjorde vi holdt ved Gram Slot, hvor vi beundrede rhododendron og Torben Ebbesens lidt mærkelige vandkunst, Jagtscene fra 2012. Siden styrkede vi handelslivet i Ribe med indkøb af et par bukser og en kjole.

I dag kørte vi så fra Jørgen til Jørn, der er en af mine gamle bekendte fra Kolding. Vi kørte ad den gamle landevej langs motorvejen fra Esbjerg til Kolding og prøvede at finde det gamle toldsted Skodborg (alene navnet gjorde jeg gerne ville se det) og Skibelund Krat, der var noget i forbindelse med genforeningen. Men uden held.

Men Andst Kirke kunne vi finde. Her er en bemærkelsesværdig runesten ved indgangen. Speciel fordi der står en mand og kone med hinanden om livet og ser stærke og ligeværdige ud. Usædvanligt dengang for 900 år siden.
I Kolding spiste vi frokost på Café Klein ved den skønne Kolding å og siden viste Jørn rundt i Kolding, hvor han har været byplanarkitekt i en menneskealder.

Og Koldinghus er jo bare fantastisk. Vi overvejede endda at gå ind, men jeg har endnu ikke Coronapas.